Cityringens herre :: kea.dk
Det sker

Cityringens herre

Der findes en uddannelse med noget, der ligner indbygget jobgaranti. Faget hedder Kort- og landmålingstekniker. Ikke alene kan du få job – det kan også meget vel ske, at du bliver blandet ind i nogle af historiens allerstørste anlægsprojekter.

Tekst/fotos: Ole Jeppesen, freelance journalist

Flemming Slipsager, kort- og landmålingstekniker, er om ikke Metro Cityringens Herre – så i hvert fald én af dem. Han blev færdiguddannet fra KEA – Københavns Erhvervsakademi i 2006. Herfefter røg han direkte i job som landmåler i virksomheden LE34, et velanset landinspektørfirma med afdelinger i både Danmark og Sverige.

LE34 løser opgaver for store kunder som Banedanmark, A/S Storebælt og Metroselskabet I/S. Flemming Slipsager bliver hele tiden kastet rundt på forskellige missioner – og nyder hvert sekund:

”Det gør mig da lidt stolt at være med til så markante projekter. I dag har jeg lavet kontrolmålinger for Banedanmark på en banedæmning ved Hillerød, og siden 2008 har jeg løbende været blandet ind i målinger ved Cityringens byggepladser. Vi kontrollerer blandt andet, at boliger og andre bygninger såsom Marmorkirken bliver ved med at stå, som de skal,” forklarer han.
Jobbet byder på stor variation, eftersom der både er masser af kontortid ved computeren og ’markarbejde’ med risiko for sorte negle.

”Det tiltaler mig meget. Inden for rammerne af opgaven vælger jeg selv min tilgang til arbejdet. Det giver mig et stort ansvar. Opgavernes art - for eksempel at kontrollere, at jernbaner og bygninger ikke styrter i grus - er også respektindgydende i sig selv, så jeg koncentrerer mig altid dybt. Det er et anbefalelsesværdigt fag, hvis man er en grundig person, som elsker at eliminere fejl,” siger landmåleren.

Et afhængighedsforhold
Flemming Slipsagers chef hedder Henrik L. Johansen og er dels medejer af LE34, dels uddannet landinspektør. Landinspektøren er på det uddannelsesmæssige plan kort- og landmålingsteknikerens akademiske storebror. Dette giver dog ikke anledning til gnidninger:

”Aldrig. Vi kan ikke undvære hinanden. Landmålingsteknikerne gør et fantastisk godt stykke arbejde. De tænker selv, og de er ret beset eksperterne ude i marken. Landinspektørerne er i langt højere grad kontormus, som ikke er i stand til at få samlet den nødvendige mængde data ind – grundigt og i en fart. Vi fungerer hver især optimalt, når vi gør brug af hinandens ekspertiser,” forklarer Henrik L. Johansen.                     

Fremtiden vil byde på endnu større udfordringer for kort- og landmålingsteknikerne, spår han:

”Opgaverne og udstyret lægger op til, at landmålerne fremover i højere grad arbejder på egen hånd i marken. Det vil stille større krav til den enkelte med hensyn til kompetencer og selvdisciplin, men det er jeg overbevist om, at de sagtens kan klare,” siger Henrik L. Johansen, som vejrer morgenluft for branchen generelt:

”Der tegner sig et billede af en masse store projekter, som vil kunne give arbejde til en masse landmålere. Alle snakker vækst. Alle snakker infrastruktur. Jeg tror, vi er på vej op igen – og derfor vil der blive gode jobmuligheder,” siger Henrik L. Johansen.

Gode råd
Inden alle friske unge piger og drenge tilmelder sig studiet og går i gang med den to-årige uddannelse, er der al mulig grund til at gøre sit forarbejde grundigt, mener landmålingstekniker Flemming Slipsager:

”Det kan være en god idé at opsøge nogle firmaer, inden man begynder på uddannelsen. Tag en snak med dem om, hvilke behov de har eller ser ud til at få inden for landmåling. På den måde er man bedre klædt på til at tage en beslutning, når man senere i uddannelsesforløbet skal specialisere sig,” foreslår Flemming Slipsager.

Han håber selv på - ved hjælp af efteruddannelse - at kunne specialisere sig i den nye målemetode 3D Scanning. En metode, som på det seneste er blevet alment kendt, idet LE34 er hyret ind til at scanne de sodsværtede rester af KB Hallen forud for genopbygningen.

”Det er en meget hurtig, effektiv og nøjagtig målemetode, som vil vende op og ned på hele branchen. Måske vil det betyde, at der pludselig er for mange landmålere på markedet – måske ikke. Jeg vælger i hvert fald at tro, at det vil medføre en masse nye former for opgaver til branchen. Man bliver jo nødt til at være optimist,” konkluderer Flemming Slipsager.

Læs mere om uddannelsen til kort- og landmålingstekniker HER!

Kommenter nyheden

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster