FN ser potentiale i samarbejde med KEA :: kea.dk
Det sker

FN ser potentiale i samarbejde med KEA

Via podcasts, kampagner, performancekunst og artikler har studerende på Communication Design gjort FNs verdensmål så fængende og vedkommende, at FN ønsker et fremtidigt samarbejde.

Hvordan kan man give minoritetsgrupper en stemme, skabe bedre leveforhold i byerne, udvikle sundere arbejdsforhold og nytænke bæredygtige forretningsmodeller og produktionsformer? Det er nogle af de mange spørgsmål, som FNs verdensmål er bygget op omkring.

Studerende på Communication Design fik til opgave at gøre FNs 17 verdensmål vedrørende og ikke mindst forandringsskabende. Både ved at finde de gode historier, der allerede er derude i virksomheder, organisationer og private initiativer og ved at udvikle en række kommunikationsprodukter, der formidler historierne og som kan få folk til også at handle på målene.

”Målet er jo ikke blot, at folk skal kende til målene, men at få dem til at se, hvordan vi alle sammen i vores dagligdag kan bidrage til at nå dem ved at ændre vores adfærd eller aktivt engagere os i bæredygtig udvikling. Mange af de studerendes projekter formåede netop at flytte kommunikationen fra ren vidensdeling til mobilisering til handling,” siger Mette Fjalland, Kommunikations- og Partnerskabsrådgiver som deltog sammen med Verdens Bedste Nyheder og Sustainia

En gruppe havde for eksempel skabt en undersøgende podcast om tøjfirmaet Carcel, en artikel om samme tema og en happening, hvor de havde bygget et lille fængsel i træ, som en af de studerende sad inde i og strikkede. Alle dele tog udgangspunkt i målet om ’Decent work and economic growth’.

En anden gruppe havde udviklet et radioprogram, der anmelder nogle af alle de mange grønne initiativer, der sættes i verden. For én ting er, at de er grønne, men er det noget, vi gider bruge, når det kommer til stykket?

Forbrug var også udgangspunktet i en podcast om vores brug af plastikposer. Den blev ledsaget af en ide til Den Blå planet om at fylde deres bassiner op med plastik for at vise, hvordan havet rent faktisk ser ud i den virkelige verden nu.

En gruppe havde arbejdet med Gender equality og lavet en kampagne for foreningen Dare gender om kønsstereotyper under forandring og mænds rettigheder. Det kom til udtryk i kampagnen ’Født som grøntsag, sat i bås som frugt’ og podcasten 'Mellem Benene'.

Mette Fjalland og hendes kolleger blev inviteret til præsentationen af de færdige projekter og fik mulighed for at give feedback.

”Jeg blev meget inspireret af de studerendes projekter, og var dybt imponeret over, hvor god en forståelse af problematikkerne de havde, og hvor kreativt de havde formået at omsætte dette til kommunikationskampagner, der havde til formål at mobilisere til handling og bidrage til at nå målene.”

Den positive oplevelse betyder flere potentielle samarbejder:

”Jeg så et stort potentiale for et samarbejde mellem os og KEA, så nu handler det blot om at få et samarbejde mere klart defineret, så det kan blive til gensidig gavn for begge partner,” siger Mette Fjalland.

FN’s verdensmål er en integreret del af undervisningen på KEA:

”Det giver rigtig god mening for en uddannelsesinstitution som KEA, der arbejder meget praksisnært, fordi det handler om at få de her mål til at arbejde ude i virksomhederne, hvilket igen giver et tilbageløb til undervisningen. De 17 verdensmål, favner hele værdikæden fra produktion, diskrimination og ulighed, til empowerment af kvinder, miljø og skoler til alle,” siger Tina Hjort, som er underviser på KEA og sidder i projektgruppen, der står for integrationen af verdensmålene på KEA.

”Det er super vigtigt, at det bliver taget ind i undervisningen og arbejdet med fra start af, så det ikke bliver et ad on til sidst. Og der bliver allerede arbejdet meget med bæredygtighed på alle KEAs programområder, som meget nemt kan integreres med verdensmålene. Målene kan også bidrage til at få et sprog internt og som et formidlingsværktøj eksternt.”

Fredag den 9.september sætter Verdens bedste nyheder fokus på Generation verdensmål – også på KEA.

Kommenter nyheden

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster