Hvor meget kan man tjene på 4 hvide T-shirts? :: kea.dk
Det sker

Hvor meget kan man tjene på 4 hvide T-shirts?

Entreprenant mind set, godt krejlergen og en god portion ihærdighed. Studerende på tværs af KEA er i dette semester blevet maksimalt udfordret. På blot en uge skulle de udvikle et produkt/koncept, markedsføre og afsætte det med mest mulig fortjeneste. I alt 211 studerende har siden september deltaget i konkurrencen ”4 hvide T-shirts – et innovationsprojekt hvor alt er tilladt”. Vindergruppen, fra PBA i Design/Business, Ideation, formåede at genere den nette sum af 10.000,- samt indgå en aftale om fremtidigt samarbejde med kunden, Slagter Lund.

Af Ditte Frisk Hansen, Videncenter 3.0

Indledende research og analyser, indgående kendskab til Slagter Lunds produkter, foretagende og målgruppe, et gennemtænkt koncept, en ordentlig portion ihærdighed og en ukuelig tro på, at man ikke vinder noget ved ikke at tage chancer, gav pote. Vindergruppen står nu med 10.000,- kroner i hånden og en aftale om at stå for re-design af Slagter Lunds visuelle identitet.

”Det har været en hektisk uge, hvor vi har arbejdet i døgndrift. Vi havde en meget stram deadline, så det var om at komme hurtigt i gang,” fortæller Sandra Moerch, der udgør et af medlemmerne af vindergruppen fra Design/Business Ideation-linje. Gruppen, der udover Sandra, består af Camilla Karlsgård Nielsen, Maria Hadid, Julie Rørstrøm og Randi Olsen startede med en intensiv brainstorm og allerede samme dag havde de en idé på tegnebrættet, som de allerede næste dag præsenterede for Slagter Lund.

Gruppen, der i modsætning til de øvrige hold, havde fået udleveret kopper, kom hurtigt til at tænke på madproduktion. De udformede et koncept for emballage og visuel identitet, udviklet specielt til Slagter Lund, som netop er begyndt at sælge færdigretter. Som led i salgsstrategien havde de forinden fået et møde i stand med indkøbschefen for Super Best, der gav udtryk for at konceptet rummer salgspotentiale.

At overbevise Slagter Lund om, at de rent faktisk kunne tilbyde ham noget helt unikt, var en lærerig udfordring, fortæller Maria:

”Det var en nervepirrende situation at sidde i. Det var ikke blot Slagter Lund vi skulle pitche overfor, men ligeledes bestyrelsesformanden, der var noget af en hård negl med 15 år på bagen i reklamebranchen”.

Fokus på entreprenørskab i undervisningen
Entreprenørskab spiller en afgørende rolle for vækst og dynamik i samfundet og for fortsat velstand og velfærd. Derfor arbejder KEA også målrettet med at udvikle undervisningsforløb og projekter, der fremmer de studerendes entreprenante mind set - at udvikle aktiviteter, der gør dem i stand til at se og formulere muligheder, at gennemtænke, hvordan mulighederne kan udnyttes, og ikke mindst, at føre handlingerne ud i livet.

Konkurrencen '4 hvide T-shirts' er et innovationsforløb, hvor alt er tilladt. Projektet har netop som fagligt mål at give de studerende erfaring med at arbejde innovativt i hele processen – at tænke i værdiskabelse og innovation, identificere behov og efterspørgsel og omsætte alt dette til handling og markedsrettet forretningsudvikling.

”Formålet med projektet har været at få de studerende til at tænke innovation og entreprenørskab som en naturlig del af deres hverdag. Projektet skal vise dem, hvor hurtigt man rent faktisk kan komme fra idé til handling. Og klæde dem på til at agere entreprenant i en virkelighedsnær situation, derfor bliver de også målt på, hvor meget de får tjent” fortæller projektleder Torid Kaad Ostenfeld fra KEA Videncenter 3.0.

I samarbejde med underviserne og studieleder Bo Pedesen på E-design, har KEA Videncenter 3.0 med midler fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise, udviklet projektforløbet, der er blevet godt modtaget blandt de studerende.


Entreprenørstemningen spreder sig
De studerende er blevet tændte på at bruge entreprenør-tilgangen, fortæller projektleder Torid Kaad Ostenfeld:

”De studerende har virkelig taget projektet og dets læringsmål til sig og den overordnede evaluering taler sit tydelige sprog – 14 ud af 16 har fået blod på tanden, og vil således gerne arbejde mere med entreprenørskab, så den opfordring vil vi da klart tage med os”.

KEAs Videncenter 3.0 vil fortløbende have entreprenørskab som indsatsområde og udvikle og udbyde projekter og aktiviteter, der skal tilbyde KEA studerende med entreprenante redskaber og metoder, for dermed at medvirke til at sikre det danske samfunds fremtidige konkurrenceevne.


Fakta
Projektet er udviklet i samarbejde med studieleder og undervisere på E-design, Design/Business. Det er blevet udbudt som et uges såvel som tre ugers projekt på tværs af KEA. Siden september 2012 har i alt 211 studerende deltaget fra henholdsvis PBA i Produktudvikling og Teknisk Integration, PBA i Smykker, Teknologi og Business, PBA i Design og Business/Ideation og den internationale linje på Multimediedesign

Projektet er udviklet og afholdt med midler fra Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise.

For mere information kontakt Ditte Frisk Hansen, Videncenter, difh@kea.dk
Læs mere her

 

Kommenter nyheden

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster