KEA bygger et VDC lab :: kea.dk
Det sker

KEA bygger et VDC lab

KEA bygger et nyt VDC lab og bruger RIB’s banebrydende iTWO-software som platform. Med iTWO kan man simulere og estimere et byggeprojekt virtuelt i 5D, inden det udføres fysisk på byggepladsen

Man kan simulere forskellige designs, kalkulationsprocesser og måder at udføre byggeriet på samt nøje følge, styre og minimere risikoprofilen gennem til- og fravalg af varianter – alt sammen virtuelt og inden der bygges.

Resultatet er forbedret kvalitet og omkostningseffektivitet i alle faser af projektet.

”Byggebranchen bliver fortsat mere digital og etableringen af det nye VDC lab sker derfor som en helt naturlig udvikling heraf. Vores bygningskonstruktør-uddannelse er kendetegnet ved at være meget digital, og vi vil gerne sikre os, at de studerende tilegner sig nyeste viden inden for digitalt byggeri. VDC lab’et skal danne grobund for, at de studerende taler samme sprog som branchen – både når de skal i praktik, og selvfølgelig også når de er færdiguddannede bygningskonstruktører. Hos KEA arbejder vi altid målrettet på at være på forkant med udviklingen og ruste de studerende bedst muligt, hvilket vi prøver at opnå med samarbejdet med RIB”, fortæller Henriette Hall-Andersen, Programchef hos KEA.

Det er primært KEA’s ca. 1000 bygningskonstruktør-studerende, som skal følge det VDC-relaterede undervisningsforløb. Efter planen bliver de første studerende introduceret til VDC lab’et i undervisningen i 2. halvår af 2017.

”Det er væsentligt, at hele branchen arbejder sammen om at uddanne fremtidens byggebranche med VDC-kompetencer – og det er derfor fantastisk, at KEA går forrest. Vi ser frem til at implementere VDC-lab’et hos KEA og klæde dem på til at uddanne de studerende til virtuelt byggeri,” siger Søren Simonsen, Business Development Manager hos RIB.

Kommenter nyheden

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster