KEA studerende vinder iværksætterpris og 15.000 kroner :: kea.dk
Det sker

KEA studerende vinder iværksætterpris og 15.000 kroner

Louise Ferslev fra KEA løb med prisen for den bedste iværksætter-idé til et internationalt event på Christiansborg i weekenden.

Louise Ferslev præsenterer sin idé om lommepengekortet. Foto: ALMA Studio & Ude af fokus production

Børn på kun 6 år skal i fremtiden selv svinge betalingskortet, når de vil have legetøj, slik eller computerspil.

Louise Ferslevs  idé om et ’lommepengekort’ kommer tættere på at blive til virkelighed med prisen fra ’Startup Weekend Borgen’ på 15.000 kroner, rådgivning og kontorfaciliteter.

”Udviklingen peger mod et pengeløst samfund. Det er kun et spørgsmål om tid, før børn også skal forstå, hvad en saldo og transaktion er,” sagde Louise Ferslev, da hun var i Radio 24/7 fredag for at tale om sin idé. 

Over 100 deltagere havde meldt sig til arrangementet. De idérige tilmeldte var ikke kun studerende, men også ansatte fra blandt andet IBM, Google og Deloitte.

Uddannelsesminister Morten Østergaard var med til at skyde den intense arbejdsweekend i gang.

”Det er vigtigt, at vi i Danmark prioriterer vores iværksættere. Både i Danmark og i resten af verden presser store udfordringer sig på. Det er udfordringer som klimaforandringer, miljøbelastning, behovet for at sikre sunde fødevarer og øgede udgifter til sundhed og velfærd. Det kræver nye løsninger og rummer dermed også nye muligheder for nye virksomhedseventyr,” siger Morten Østergaard.

Der er stadig flere ting, der skal falde på plads, før ’lommepengekortet’ er køreklart, så derfor arbejder Louise Ferslev videre med projektet.

Mandag, dagen efter Louise Ferslev vandt prisen, begyndte hun i KEA’s accelerator-program, der på seks uger skal hjælpe hende med at styrke idéen. 

Kommenter nyheden

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster