Københavns Erhvervsakademi og Vestforbrænding indgår samarbejde om uddannelse for bæredygtig udvikling :: kea.dk
Det sker

Københavns Erhvervsakademi og Vestforbrænding indgår samarbejde om uddannelse for bæredygtig udvikling

Med støtte fra RCE-Danmark, begynder Københavns Erhvervsakademi (KEA) og Vestforbrænding til januar et samarbejde om udvikling af nye undervisningsforløb om ”Design, bæredygtighed og affaldsforebyggelse”.

Undervisningen udvikles i et praktisk samspil mellem undervisere fra KEA og medarbejdere fra Vestforbrænding. En del af undervisningen kommer til at foregå på Vestforbrænding - i den praktiske driftsvirkelighed og i de nye undervisningsfaciliteter ”WasteLab”.

”Vi har viden og erfaringer fra hver vores verden. Vi tror, at samspillet mellem KEA’s uddannelser og Vestforbrændings praktiske drift kan udfordre både os og vores studerende i arbejdet med bæredygtighed,” siger Videnchef Pernille Berg, der er ansvarlig for projektet på KEA.

De nye undervisningsforløb vil i første omgang blive tilbudt KEA’s egne uddannelser, fra smykke- og møbeldesignere til produktionsteknologer og bygningskonstruktører.

”Det er vores håb, at de kommende undervisningsforløb, vil blive en fast del af KEA’s mange forskellige praksisnære uddannelser. Det vil være et godt udgangspunkt for, at fremtidens designere og rådgivere, kan være med til at forebygge dannelsen af affald og sørge for at vi kan genanvende endnu mere end vi gør i dag,” siger Specialkonsulent Flemming Sjølin Bauer fra Vestforbrænding.

”Måske vil undervisningen senere kunne være udgangspunkt for efteruddannelse af lærere på skoler og gymnasier og evt. for progressive virksomheder, der vil give deres medarbejdere en basisviden om bæredygtig ressourceforvaltning,” fortsætter han.

”Vi tror, at det er et vigtigt element i uddannelse for bæredygtig udvikling, at elever og studerende kan lære gennem dialog og samarbejde med virksomhederne. Mange virksomheder vil gerne deltage i sådanne samarbejder, men har svært ved at se, hvordan de kan gøre det. Derfor ser vi KEA og Vestforbrændings projekt som en mulighed for at finde nye veje for det praktiske samarbejde mellem uddannelser og virksomheder,” siger professor Jeppe Læssøe, der er formand for RCE-Danmark, der er Nationalt Netværk for Uddannelse for Bæredygtig Udvikling.

Kommenter nyheden

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster