Sådan ansætter vi på KEA :: kea.dk
Om KEA

Sådan ansætter vi på KEA

Når du har søgt
Når du har sendt din ansøgning, får du en mail, der bekræfter, at vi har modtaget din ansøgning.  

Vi registrerer navn, adresse, telefonnummer og e-mail. Det sker for at kunne behandle din ansøgning og komme i kontakt med dig igennem rekrutteringsprocessen. Det er alene ansættelsesudvalget og HR konsulenterne, der har adgang til dine oplysninger. 

Ved fremsendelsen af din ansøgning, bliver du bedt om at give samtykke til, at vi må anvende ansøgningen til rekrutteringsformål i op til seks måneder, hvorefter den slettes automatisk.

Jobsamtalen
Efter ansøgningsfristen udvælger vi de kandidater, som vi ønsker at se til samtale. Er du i blandt dem, kontakter vi dig enten pr. telefon eller pr. mail for at invitere dig til en samtale. 

Til samtalen møder du et ansættelsesudvalg, som typisk består af den ansættende chef og én til to medarbejdere fra afdelingen. Som udgangspunkt er der afsat en time til samtalen, medmindre andet er oplyst. Her er der mulighed for, at vi kan stille spørgsmål for at få et bedre indtryk af dig, dine kompetencer og dine forventninger til jobbet, men det er også din mulighed for at stille spørgsmål til arbejdspladsen, arbejdsopgaverne, eller hvad du ellers gerne vil vide om den ledige stilling. 

Nogle gange afholdes der to samtalerunder. 

Ansættelse
Hvis vi tilbyder dig jobbet, ringer vi til dig. Har vi ikke tidligere talt om løn, så gøre vi det i forbindelse med denne samtale. 

Du vil også få en mail fra HR hvor vi bekræfter ansættelsen. Bekræftelsen er juridisk bindende, indtil du modtager din kontrakt. Vi bestræber os på, at du har din kontrakt, inden du starter i din nye stilling hos os. 

Du har altid mulighed for at tale med en tillidsrepræsentant om den løn, som vi tilbyder dig. Kontakt HR for at få oplyst hvilken tillidsrepræsentant, som dækker din overenskomst. 

KEA er omfattet af de statslige overenskomster og er derfor forpligtet til at indhente dokumentation for tidligere beskæftigelse og erhvervserfaring. På KEA benytter vi udskrift fra ATP og udskrift fra CVR-registret, hvis du har haft egen virksomhed. Vi beder dig om at sende denne dokumentation, når vi tilbyder dig jobbet.  

Afslag 
Hvis du har været til samtale, men vi vælger at ansætte en anden kandidat, vil du som udgangspunkt få et mundtligt afslag. Herefter modtager du også et afslag på mail. 

Hvis du ikke bliver inviteret til samtale, sender vi dig et afslag på mail. 

Få svar på dine spørgsmål om uddannelser, efteruddannelseroptag og KEA generelt eller find os på Facebook, Linkedin og Youtube.
Har du kommentarer til siden? Skriv til webmaster