11.06.10 12:48

Underviser Martin Bille-Hansen fortalte om mulighederne for at fortsætte som E-konceptudvikler

Spot din fremtid - FutureDay 2010

Kategori: Medie / IT, Multimediedesigner, Forside

 

Fremtiden er lige om hjørnet for studerende på den 2-årige multimediedesigneruddannelse på KEA medie/it. Det er bare om at række ud efter den! – Og så lige tage stilling til en række valgmuligheder, så som f.eks. hvor skal praktikforløbet foregå, skulle man måske vælge et udvekslingsophold i udlandet, vil man studere videre eller går man måske med en iværksætter i maven...

For at fremme denne afklaringsproces arrangerer KEA medie/it hvert semester en FutureDay, hvor den enkelte studerende har mulighed for at få mere at vide om netop det/de spørgsmål og ønsker,  der trænger sig på. Her i foråret 2010 blev et nyt koncept for arrangementet afprøvet – med stor succes: Halvdelen af skolens restaurant blev omdannet til en markedsplads med bemandede boder. Her kunne man møde skolens virksomhedskonsulent Henning Schou og international koordinator Susanne Lund, repræsentanter for KEAs egne overbygningsuddannelser og for andre uddannelsesteder som RUC og Medialogi foruden en tidligere, nu jobaktiv  studerende, et par iværksættere og repræsentanter for EDU-Danmark og fagforeninger. 

I den anden halvdel af restauranten huserede underviser Lau Sommerfeldt, som konferencier på en scene, hvorfra  studierektor på KEA medie/it, Ulla Skram, bød velkommen og deltagerne holdt oplæg og besvarede spørgsmål fra et interesseret publikum.

Michael Boss – en af de inviterede iværksættere – har arbejdet med innovation de sidste 10 år og har startet 4 virksomheder op. Han rådgiver andre, som har en idé til en ny virksomhed og han gav følgende råd til MMD´erne:

”Find ud af hvad du ikke er god til og og find ud af hvor du kan få hjælp til det. Og få så præciseret nøjagtig hvad det er for et produkt/løsningsmodel/marked, du vil skabe. Fortæl om din idé til alle. Hvis du kan gøre andre interesserede i din idé på max 20 sekunder, er der basis for at arbejde videre med den.”

 

Af Gitte Grønbek, kommunikationskonsulent, KEA medie/it