Uddannelsens indhold

Uddannelsens indhold

Som byggeteknikerstuderende lærer du først og fremmest at samarbejde med andre om tilrettelæggelse og styring af mindre byggerier og anlægsarbejder.

Du arbejder altid på et konkret projekt og kommer gennem uddannelsen til at kende hele byggeprocessen - fra første skitseforslag til reglerne for 5-årseftersynet.

Udover at planlægge og projektere lærer du bl.a. at registrere, opmåle, vælge materialer og tegne i Revit. Du lærer også at kommunikere med fx myndigheder, bygherrer og entreprenører, på både dansk og engelsk.

Uddannelsen er inddelt i 5 hovedområder:

Produktion
Her lærer du om produktion indenfor bygge- og anlægssektoren. Du får kendskab til grundlæggende produktionsprocesser og lærer at medvirke ved fx præfabrikation og byggekomponentfremstilling.

Projektering
Her lærer du at gennemføre projekteringsopgaver i samarbejde med andre. Det drejer sig især om projektering af mindre byggerier og komponentfremstilling generelt.

Virksomhed
Her lærer du byggebranchens organisatoriske forhold at kende. Du får kendskab til administrative og ledelsesmæssige rutiner i mindre virksomheder. Retsforhold og jura er også en del af dette fagområde. Du får kendskab til relevant lovgivning og lærer at medvirke ved udarbejdelse af kontrakter og aftaler.

Registrering
Her lærer du at planlægge, udføre og registrere enkle opmålinger på byggepladsen. Du lærer også at udføre enkle opmålinger i forbindelse med registrering af bygningsdele, bygninger og anlæg.

Alment
Her lærer du at præsentere og redegøre detaljeret for bygge- og anlægsfaglige problemstillinger. Du lærer bl.a. at håndtere den nødvendige korrespondance i et bygge- eller anlægsprojekt, både på dansk og engelsk.

Du beskæftiger dig også med organisation og samarbejde og lærer at deltage i udformning af organisatoriske løsninger.

Informationsteknologi er også en del af det almene fagområde. Du skal lære at bruge relevante it-programmer inden for branchen. Det vil sige at du skal lære tegneprogrammet Revit og Microsoft Officepakken.

For at kunne foretage beregninger er der desuden undervisning i talforståelse og anvendt matematik/fysik.