Praktikstedet finder du i samarbejde med akademiet. Vi hjælper dig med at skabe kontakten og vejleder dig i forhold til at finde et sted, der stemmer overens med dit profilvalg, dine muligheder og dine planer for fremtiden. Som regel er der ingen besværligheder med at finde et sted. Vi har et godt samarbejde med virksomheder, der er interesserede i at se, hvad vores studerende kan – og i at forme uddannelsen. Tidligere har studerende været i praktik hos steder som Bruuns Bazaar, IC Company og by Groth.
Spørg også de nuværende studerende på årgangen over dig. De har praktiske erfaringer med forløbet og konkrete virksomheder. Begynd allerede nu at tænke over, hvad du kunne tænke dig: Et praktikophold er en helt unik mulighed for at afprøve, om virkeligheden stemmer overens med drømmen.
Som en del af dit studieforløb indgår et praktikforløb på 10 uger, som afholdes i starten af dit 3.semester. Praktikken gennemføres rundt om i erhvervslivet enten i Danmark eller i udlandet. Praktikpladsen finder du selv, men godt guidet og med hjælp fra os.
Hvorfor er praktikken vigtig?
Praktikken er en vigtig del af din uddannelse og kan danne et erfaringsgrundlag for de opgaver, der ligger i den sidste del af din uddannelse samt ved eksamenerne. Du vil få en mulighed for at få et indblik i en virksomhed og skabe nogle fremtidige erhvervskontakter. Der er indimellem studerende der siden får job i deres praktikvirksomhed. Din praktik er obligatorisk og vil blive anført på dit eksamensbevis.
Hvornår og hvor længe er min praktik?
Praktikken skal afholdes på 3.semester og skal vare 10 uger.
Hvad kan jeg forvente af min praktik?
Formålet med praktikken er at tage del i diverse arbejdsopgaver i din virksomhed, og opnå en række læringsmål som defineres af dig i samarbejde med praktikvirksomheden og godkendes af KEA dessign/business.
Opgaverne vil afspejle virksomhedens art og vil variere efter, hvad der er behov for i den pågældende virksomhed på det pågældende tidspunkt og de arbejdsopgaver du og virksomheden er blevet enige om, i forhold til de læringsmål der er sat for praktikken.
I mindre virksomheder vil du som praktikant typisk deltage i mange processer, hvorimod du i en afdeling i en større virksomhed måske vil få mere afdelingsspecifikke opgaver. Dine arbejdsopgaver kan være alt fra faglige opgaver som f.eks. rentegning af arbejdstegninger, check af prøver, kommunikation med leverandører, deltage i møder, etc., etc. Lidt praktisk hjælp med oprydning og kaffebrygning kan også forekomme.
Ideelt set bliver du som praktikant inddraget i mange processer i virksomheden, men du skal forvente, at der er processer, du ikke vil få indblik i. Som praktikant må du ikke erstatte en almindelig arbejdskraft.
Hvordan finder jeg min praktikvirksomhed?
Tænk først over, hvad du kunne tænke dig at lære nærmere at kende. Et praktikophold er en unik mulighed for at afprøve, om virkeligheden stemmer overens med dine interesser og drømme. Der er flere måder, hvorpå du kan indkredse et praktiksted:
Du kan f.eks. kigge i KEA design/business’ liste over virksomheder, hvoraf nogle tidligere har haft praktikanter fra KEA design/business. Du kan også se efter opslag fra virksomheder der har henvendt sig til KEA design/business, for at få en praktikant. Opslagene bliver løbende lagt ind i Fronter og hængt op på opslagstavlen i praktik- og studievejledningskontoret.
Spørg også de nuværende studerende på årgangen over dig. De har praktiske erfaringer med forløbet og med de konkrete virksomheder.
Søg i fagmagasiner, aviser, på nettet m.m. efter virksomheder du synes lyder spændende og som du godt kunne tænke dig at lære at kende ”indefra”. Spørg også gerne praktikvejlederen. Du kan booke et møde eller sende ham en mail med dine spørgsmål.
Hvordan søger jeg?
Det er en god ide at lave personlige skriftlige ansøgninger inklusive dit CV. Din henvendelse bør efterfølgende følges op af personlig kontakt på telefon eller eventuelt pr. mail. Husk at du er selv ansvarlig for at søge og få en praktikplads. Men, du vil kunne få støtte, råd og vejledning af praktikvejlederen, i det omfang du føler behov.

“Uddannelsen har givet mig nogle gode marketingværktøjer at arbejde videre med og praktikken et godt indblik i branchen. Erfaringen fra praktikken hos Danish Fashion Institute kombineret med studiet har været en stor hjælp i mit nuværende job”.
Line Borella
Pr- og marketingkoordinator hos Day Birger et Mikkelsen, har speciale i Sales & Marketing, 2007.