PBA i softwareudvikling

PBA i softwareudvikling

En uddannelse som professionsbachelor i softwareudvikling kvalificerer dig til at designe og programmere store, tunge og distribuerede systemer. Undervisningen handler om de forskellige aspekter, der indgår i en softwareudviklingsproces som databaser, kontrakter, tests, systemintegration, projektledelse og systemudvikling.

Uddannelsen varer 1½ år, og er en overbygning for færdiguddannede datamatikere eller personer med tilsvarende kundskaber.

indhold og opbygning

indhold og opbygning

1. OG 2. SEMESTER

De to første semestre består af seks fagmoduler og et valgfrit tillægsmodul i videnskabsteori. Du skal have tre moduler på hvert semester.

Databaser for systemudviklere: Databasetyper, databaseoptimering, administrationsværktøjer, transaktioner, sikkerhed. I modulet lærer du at vælge og anvende de rigtige databaseløsninger til forskellige opgaver. Derudover lærer du også at analysere og arbejde med store databaser og opgaver som fx redesign og driftsoptimering.

Kontraktbaseret systemudvikling: Kontraktbaseret programmering og design, værktøjer, bevisteknikker.I modulet lærer du at bruge forskellige former for kontrakter i forbindelse med udvikling af nye systemer. 

Test: Teststrategier, -former, -modeller, verificering, validering, kontrakter. I modulet lærer du at planlægge, gennemføre tests og integrere tests i strategier, udviklingsprocesser og i kvalitetssikring. 

Systemintegration: Datakonvertering, migrering, standarder, SOA - serviceorienteret arkitektur. I modulet lærer du at integrere eksisterende systemer og integrere eksisterende systemer i forbindelse med udvikling af nye systemer. Du lærer også at udvikle nye systemer, som understøtter integration i fremtiden. 

Udvikling af store systemer: Styringsteknik, kvalitetssystemer, distribueret udvikling, mønstre og frameworks.  I modulet lærer du at planlægge og styre udviklingsprocesser med mange projektdeltagere. Du lærer også at designe og implementere store systemer, der består af mindre dele fra selvstændige udviklingsgrupper. 

Projektledelse: Projektmodeller, teambuildingsteknikker, konflikthåndtering, kvalitetssikring. I modulet lærer du at lede mindre og mellemstore udviklings og vedligeholdelsesprojekter. Derudover vil du lære at kunne tage ansvar for ledelsesopgaver i større projekter.

Videnskabsteori: Et tillægsmodul som lærer dig at forholde dig til relationerne mellem menneske, videnskab og teknologi ud fra en filosofisk erkendelses- og videnskabsteori.


Fagmodulerne omhandler forskellige problemstillinger knyttet til udvikling af store, datatunge  distribuerede systemer. Fagmodulerne gennemføres som adskilte fag med efterfølgende eksamen og det er dit ansvar at skabe sammenhæng mellem modulerne i dit afsluttende bachelorprojekt.

De første to semestre vil du have undervisning ca. 18 lektioner om ugen i 15 uger. Hver uge vil du have undervisning indenfor tre fagmoduler. Fagmodulerne kan tages i vilkårlig rækkefølge.

3. SEMESTER

Semestret starter med et 7½ uges praktikforløb i en IT-virksomhed eller i en virksomheds IT funktion. Praktikforløbet er fleksibelt og kan deles mellem flere virksomheder. Efter praktikforløbet skal du skrive et afsluttede bachelorprojekt også i en virksomhed.

Praktik

I praktikforløbet kan du afprøve de færdigheder, du har fået de første to semestre i en erhvervsmæssig sammenhæng. Du vil indgå i virksomheden og varetage relevante erhvervsfunktioner, og dermed opleve erhvervslivets forventninger til fagligt niveau og holdning til arbejdet.  

Derudover bruges praktikforløbet også til at få idéer til bachelorprojektet.

Under praktikken har du både en vejleder fra uddannelsen og en i praktikvirksomheden. Sammen med de to vejledere aftaler du hvad du skal få ud af praktikforløbet.

Forløbet afsluttes med en praktikrapport.

Bachelorprojekt

I det afsluttende eksamensprojekt skal du dokumentere evnen til analytisk og metodisk at kunne bearbejde en kompleks og praksisnær problemstilling inden for IT-området.

Du kan lave projektet individuelt eller i gruppe og undervisningen i forløbet består af vejledning.

Projektet afleveres og forsvares senere overfor vejleder og censor. 

 

STUDIEORDNING 

Download uddannelsens studieordning her