Som praktikant hos Bang & Beenfeldt arbejder Tino Rubini Jensen med eksisterende og fredede bygninger, men det gør kun arbejdet med energioptimering endnu mere udfordrende og spændende, hvis man spørger den kommende VVS-installatør. Han og Bang & Beenfeldt er nomineret til Årets KEApraktik-pris.

Der er charme over gamle bygninger, og det er fedt at få dem optimeret, så de lever op til de nye energikrav, lyder det entusiastisk fra Tino Rubini Jensen, som studerer til VVS-installatør:

”Det er udfordrende, og der skal flere tanker i spil, når man arbejder med gamle bygninger – og ikke mindst de fredede. Man skal være mere kreativ, og det er spændende.”

Fuld opbakning til opgaver på million-niveau

I sin praktik har Tino Rubini Jensen for eksempel arbejdet med arbejdsbeskrivelser og budgetter. Han har været med ude og besigtige ejendomme og VVS-installationer hos kunder, ligesom han også været med til at udarbejde projektmateriale og udbudsmateriale.

Skærmbillede 2024 04 11 kl. 16.13.35”Jeg har fået tillid og ansvar, herunder at sende overslagspriser ud som har været på millionniveau. Det har været en udfordrende, men også utroligt givende oplevelse at have ansvaret for sådanne store opgaver og at have virksomhedens fulde opbakning til at håndtere dem,” siger Tino.

”Min baggrund som udførende VVS'er samt undervisningen fra KEA, har gjort det muligt for mig at håndtere de opgaver, jeg er blevet tildelt, uden problemer. Og har jeg haft spørgsmål, har jeg fået hurtige og præcise svar, hvilket har gjort mig tryg i min rolle.”

Introduceret nye værktøjer til virksomheden

Men Tino har ikke bare klaret de opgaver, han blev stillet, han har også bidraget til Bang & Beenfeldts udvikling:

Mikkel Sigurdson1”Tino kommer med opdateret viden om de nyeste standarder fra Molio, og har taget ansvar for at sikre at beskrivelserne er opdaterede i vores udbudsmaterialer jf de nyeste standarder,” siger Mikkel Dahlbæk Sigurdsson, Talent- & kompetenceleder hos Bang & Beenfeldt.

”På det mere personlige og individuelle plan har Tino fra første dag vist gåpåmod, og kastet sig over alle opgaver med et smil. Han har på egen hånd ydet mere, end der var forventning til. Når han er med på besigtigelser, viser han stor kundeforståelse, og kommunikerer godt og tydeligt med kunden. Der er ingen tvivl om, at Tino bliver en dygtig VVS-installatør.”

Stor gavn af KEA-praktikanter

Hos Bang & Beenfeldt har de længe haft bygningskonstruktør-studerende i praktik, og ”kun haft gode erfaringer”, og derfor ville de også gerne invitere en praktikant fra VVS-installatør-uddannelsen ind.

”Generelt kommer KEA-praktikanterne med en nysgerrighed, undren og gåpåmod ift. at lære om tingene i praksis. Typisk er de også fortrolige med gruppesamarbejde og skriftlig formidling, så de glider godt ind i teams og forstår at levere deres del af arbejdet til et samlet projekt. Vi har stor gavn af at have praktikanter fra KEA,” siger Mikkel Dahlbæk Sigurdsson og fortæller, at hos Bang & Beenfeldt vil man ikke bare have praktikanter, fordi de er ”billig arbejdskraft”.

”Vi lægger et stort fokus i at udvælge praktikanter, som har det rette mindset og tilgang. Det handler blandt andet om, at der skal være en interesse for renovering, at sidde på rådgiversiden og at praktikanten selv ønsker at dygtiggøre sig og tage ansvar for at bringe sin faglighed i spil.”

Praktikken er genvej til de rette medarbejdere

Hos Bang & Beenfeldt har de ansat mange nyuddannede fra KEA:

”Vi skoler de studerende i vores processer og arbejdsgange, og derigennem får vi afprøvet om de også vil kunne passe ind i en ansættelse på et senere tidspunkt. Vi har stor gavn af at have praktikken som et screeningsforløb. Derved får vi dem onboardet under uddannelsesforløbet, og på den måde lærer de organisationen og rollen at kende i et sundt tempo og på en naturlig måde,” siger Mikkel Dahlbæk Sigurdsson.

Udover god trivsel og anerkendende ros for godt arbejde, har det også været værdifuldt for Tino Rubini Jensen, at der er mange forskellige fagligheder at spare med hos Bang & Beenfeldt.

”Samarbejdet med ingeniører og installatører er det ultimative for at komme i mål med de rigtige løsninger.”