I efteråret 2013 åbner KEA Material ConneXion, et materiale bibliotek med 1500 materialeprøver. Samtidig åbnes et materialelaboratorium, hvor man kan lege med, teste, modellere og manipulere eksisterende materialer og designe helt nye. Til Forskningens Døgn kan du tage tyvstarte og mærke materialerne på din egen krop.

Koden til at forstå de produkter, der omgiver os, ligger i høj grad i materialet, og mange materialer fortæller en fantastisk historie: For eksempel udviklede NASA i 1966 en type skum, der blev installeret som trykaflastning i astronauternes sæder i rumraketterne. Årtier efter bruges samme type skum i vores madraser herhjemme. Industrien er også langsomt ved at få øjnene op for potentialet i at genanvende materialer. Dine kasserede vandflasker kan derfor være et materiale i den nye fleecejakke, du køber i morgen.

Vi kan læse os til en del, men den dybere forståelse for materialernes egenskaber skal læres og udvikles gennem praktiske forsøg. Derfor arbejder vi på KEA både teoretisk og praktisk med materialer.

Til forskningens døgn kan du deltage i en materiale workshop og få en forsmag på, hvordan vi arbejder med materialer på KEA.

Tid: Torsdag den 2. maj 2013, kl. 13-16

Sted: KEA / Københavns Erhvervsakademi, Landskronagade 64-70, 2100 København Ø

Tilmelding: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. 

Deadline for tilmelding er den 29. april 2013.

Vi glæder os til at se dig!