Kan man være over 60 og noget så nørdet som elektroingeniør og alligevel have rockstjerne-status? Ja, for Poul Wathnes kurser handler ikke om dioder, men om hvordan man begår sig i en fremtid, hvor arbejdskraft og jobs konstant krydser grænser, og kun verdensmænd vil klare den.

Det er lidt af et scoop at have fået professor Poul Wathne og hans kursus i International Management til KEA. Og manden underviser endda kun få af lektionerne selv. Ja, det er ham der tilrettelægger og planlægger hele kurset, men langt de fleste timer er det gæstelærere, der fører ordet. Og det er netop en af pointerne: 

”Efter 32 år i Tanzania kan jeg selvfølgelig godt stille mig op og fortælle om kvindernes kultur, men det rammer ikke på samme måde, som når jeg har en kvinde fra Tanzania, som fortæller om deres situation der. Det glider lige ind med det samme. Når jeg derimod taler, bliver det noget teoretisk noget, som eleverne observerer og opfatter",  som ’Poul der fortæller’, "hvorimod gæstelæren er the real deal - det originale,” siger Poul Wathne og tilføjer, at en anden grund til, at han altid bruger gæstelærere er for at åbne de studerendes øjne for, at ude i den store verden er der faktisk nogen, der ved noget og kan noget. 
Mohammed skriver speciale på energiteknologuddannelsen og har taget kurset i international management, hvilket blandt andet lært ham en masse om lande, han inden da, kun havde et overfladisk kendskab til.

”De gæstelærere, der kommer ud, er nogen, der arbejder med de her problemstillinger hver dag og har erfaring, og det er altid godt at få guldkorn den vej - især hvis man gerne vil se den store verden og ikke begrænse sig til DanmarkOg Poul stiller nogle provokerende spørgsmål, der sætter tanker i gang – han er en frisk fyr af sin alder.”

Poul Wathne øser af et langt livs erfaringer med entreprisearbejde i udlandet – i særdeleshed Afrika og de nye tiger-økonomier og undervejs i semestret har de studerende nydt godt af pinger, personligheder og professorer fra blandt andet Udenrigsministeriet, den amerikanske og kinesiske ambassade, universiteter og store private virksomheder.

De fleste af de studerende, der har taget valgfaget her på KEA læser til energiteknolog. Men i virkeligheden kunne faget ligge på alle uddannelser, og være ikke bare super givtigt, men også en øjenåbner for de fleste mennesker.
I dag har Shehzad Ahmad fortalt om it-sikkerhed ude i den store verden, hvilket han til daglig håndterer for PET, Folketinget og universiteterne.

Bagefter var det tid til Anila Bakhsk, der er international socialrådgiver. Hvad f….. skal de studerende med en socialrådgiver, vil nogen måske spørge. Men fakta er, at de studerende i løbet af deres 50-årige arbejdsliv enten kommer til at arbejde i udlandet, eller vil møde mennesker, som er kommet til Danmark af mange forskelige årsager. Anila fortæller, hvad de årsager er, så når de studerende kommer ud og skal være chefer og arbejde sammen med nogen, der ser forskellige ud, så har de en fornemmelse af andre mennesker og deres baggrund. 
Anila fortæller også om det, der ofte sker, nemlig at man møder kærligheden, når man rejser ud og kommer tilbage med en ægtefælle, som skal integreres i det danske samfund, og hvordan man gør det bedst.

Der har været stor efterspørgsel og interesse fra de studerende. Det seneste hold var på 42, og de tilføjer det på Linkedin som en kompetence. Men den internationale forståelse er også utrolig vigtig, hvis de vil klare sig – ikke mindst som ledere.

Indenfor de seneste 10 år har Danmark tabt 200.000 arbejdspladser, og frem til 2020 vil vi ifølge amerikanske tænketanke tabe mellem 50-60.000 arbejdspladser til Fjernøsten og Afrika, som drøner frem. 
”Der er 10 lande i Afrika, der kører lige så stærkt som Kina. Folk tror, at Afrika kun er det, de ser i fjernsynet, når der er nødhjælpsindsamlinger. Da jeg begyndte at arbejde i Tanzania i 1980, var der to universiteter, nu er der 27. Østafrika er meget langt fremme på it - længere end Danmark - og i konkurrence med det andet førende land, Indien, om at overtage hele verdensmarkedet,” siger Poul Wathne.


Til gengæld har vi skabt 1,5 millioner arbejdspladser ude i verden i de seneste 10 år. De arbejdsplader er ejet eller medejet af danske virksomheder, og mange af de studerende på KEA vil komme til at arbejde for dem eller for udenlandske virksomheder i kortere eller længere tid.


Eller også kommer de til at arbejde med folk udefra, der kommer til Danmark. Alene sidste år fik vi 15.000 højtuddannede udlændinge til dansk erhvervsliv, fordi vi ikke uddanner godt nok, og ikke har nok folk indenfor de givne områder.
Og ja, vi har en økonomisk krise, der begyndte i USA, men det er ikke hele sandheden. Indenfor uddannelse, udvikling og innovation har vi de seneste 15 år tabt til andre nationer, som er sultne - ikke efter mad, men efter fremskridt. 
”Vi danskere tror, vi er meget mere innovative end andre lande, fordi vores børn har formning i skolen. Desværre er det sådan , at hvis man skal være innovativ – og innovation er ikke at tegne små blomster på et stykke papir – så skal man have viden. Og viden får man ved hårdt arbejde. Det får man ikke ved at være smart eller spille fodbold,” siger Poul Wathne. Om nogle dage rejser han til Kina for at undervise hele maj måned, og der begynder timerne kl.7.30 om morgenen og slutter kl.23 om aftenen.


”Når jeg er i Afrika, er det nogenlunde det samme. Der er en helt anden vilje til at ville lære så meget som muligt. I Danmark har vi haft det mere sådan ’lad nu barnet, man skal jo have det godt, vi er alle sammen lige begavede…’”

Når Poul Wathne skal til Kina, er det fordi, de har de samme problematikker, som vi har. De etablerer også virksomheder andre steder i verden, og de skal også lede og arbejde sammen med folk fra andre kulturer. 
Og hvis man skal arbejde sammen på tværs af grænser, og hvis man vil skabe noget, som er til fordel for Danmark, så er man nødt til at kunne forstå hinanden - ikke kun intelligensmæssigt, men også kulturelt. Man skal kunne absorbere hinanden. Hvis man ikke kan det, går det ikke, mener Poul Wathne:
”Man kan ikke komme fra Slagelse og tro, at Slagelse er verdens navle. At alt hvad der laves i Slagelse er det rigtige, og den kultur, der er i Slagelse, er den rigtige, og de andre er noget fremmed mærkeligt noget. Så er man en taber. Man er nødt til at løfte sig fra det synspunkt og tænke internationalt.”
Poul Wathnes mission er at få løftet de studerende og deres perspektiv fra Danmark og op i satellithøjde, så de ser, at der sker noget derude - at de får et verdenssyn.


”Man kan ikke flytte folk på så få lektioner, som jeg har til rådighed, for det er ikke bare at læse noget i en bog - det skal også forstås i hjertet. Men jeg kan være med til at anspore en udvikling,”siger Poul Wathne og slår over i engelsk:
”You can study your own culture, you can understand it and you can live it. You can study other peoples culture, you can understand it, but you cannot live it. To live it, you need to have skill. Skill you can only get if you live with the people, if you integrate by being apart of them. If you don’t do that, forget it.”

Da han i sin tid rejste rejste ud som professor i Tanzania, blev alle de hvide placeret i et område kaldet Valhalla, og de eneste sorte var hushjælpen. Men da Poul Wathne havde boet der i et halvt år, sagde han stop. Hvis han skulle arbejde og undervise, og hvis det skulle være til glæde for tanzanierne og for landet, så var de nødt til at forstå hinanden som mennesker. Så han gik til undervisningsministeriet og bad om at blive flyttet ind til byen.


”Alle advarede mig om, at det var ih og åh så farligt, men jeg skilte mig af med alt, hvad jeg ejede og fik en lejlighed inde midt i byen. Og så begyndte min udvikling,” siger Poul Wathne.

Sidste år, da han var i Kina for at undervise, boede han på et af de mest luksuriøse hoteller i verden. Denne gang har han bedt om at bo på selve campus. ”Jeg vil gerne være sammen med de studerende og de andre professorer - det er det, der flytter noget i en selv.”

Kurset i stikord

  • Multicultural management, Cross-Culture Management
  • Hvordan forholder man sig til mennesker fra en anden kulturkreds?
  • Hvordan starter man virksomhed i et BRICS land eller afrikansk vækstland?
  • Hvilke støtteforanstaltninger kan benyttes i Danmark. Eksportrådet, Danida Business Partnerships osv.
  • Myndighedsforhold i BRICS lande eller afrikanske vækstlande.• Forskelle på myndighedsforhold i Skandinavien og vækstlande.
  • Business Integrity Management Systems – BIMS.
  • At arbejde i lande med korruption.
  • Kontraktgrundlag og – håndtering.
  • Etik og moral i forskellige kulturkredse.
  • Skill assesment.
  • Forskelle og ligheder mellem uddannelser i Skandinavien og vækstlande.
  • Corporate Social Responsibility – CSR.
  • Logical Framework Approach – LFA.

Centrale læringsmål:

  1. Den studerende skal efter uddannelse kunne håndtere komplekse og udviklingsorienterede situationer der opstår i opstart og drift af virksomhed i et BRICS-land eller afrikansk vækstland.Skal kunne være en troværdig samarbejdspartner for dansk erhvervsliv ved udstationering i/til oversøisk virksomhed.
  2. Skal kunne arbejde international med udenlandske samarbejdspartnere.
  3. Skal kunne samarbejde med fremmed arbejdskraft fra andre kulturkredse i Danmark.