Der var tæt løb da vinderne af Betacamp 2012 blev kåret i weekenden. ''Vi har haft fem top engagerede hold, der har udviklet gode idéer så vi har måttet gå ned i detaljen for at finde en vinder. Vi ville gerne have haft fem vindere men vi måtte jo finde en.'' sagde Pia Brade, formand for SAMDATA\HK.

Det blev projektet "Det är Köpenhamn – Wonderful Neighbour" der løb med sejren.

"Gruppen bag projektet har arbejdet meget målrettet med opgaven, valgt en simpel løsning og lavet en god integration med eksisterende løsninger.

Det er god simpel markedsføring, godt tænkt at lade svenskere bosiddende i København markedsføre til svenskere, og med 248 likes til jeres projekt har I også vist, at I er gode til at bruge jeres netværk til at promovere jer selv" lød juryens vurdering. 

Om Betacamp

Deltagerne i Betacamp 2012 var de mest talentfulde nyuddannede IT-faglige unge fra hele landet udvalgt blandt fagforeningen SAMDATA\HK's medlemmer. Projektet blev til i samarbejde med turistorganisationen Wonderful Copenhagen, som havde stillet opgaven om at udvikle et "banebrydende digitalt produkt, der kan give København opmærksomhed som turistmål".

På camps i Berlin og Odense har de unge arbejdet hårdt i tværfaglige teams og under finalen jonglerer de med deres ideer og nye måder at bruge digitale og sociale platforme på.

Juryen der vurderede projekterne havde fulgt deltagerne tæt gennem hele forløbet. I spidsen var formand for SAMDATA\HK, Pia Brade assisteret af Emil Spangenberg fra Wonderful Copenhagen og Anders Høeg Nissen fra DR programmet "Harddisken".

Kommentar fra Pia Brade, formand for SAMDATA\HK

"Alle deltagere på Betacamp 2012 har vist at de kan indgå i et tværfagligt samarbejde med mennesker, de ikke kender på forhånd og få det til at fungere også under tidspres. De har vist, at de er gode til at opbygge og udnytte faglige netværk.

Jeg er personligt imponeret over det fantastiske stykke arbejde de unge har lagt for dagen. De er en generation af benhårde IT-folk, top engagerede, sociale, har høj faglighed og et højt niveau for konceptudvikling.

Det vigtigste vi som fagforening kan gøre for vores medlemmer er, at hjælpe dem med kompetenceudvikling og udvikling af deres netværk, og vi vil helt klart fortsætte med at lave noget nyt som Betacamp i kombination med vores normale aktiviteter."


Kommentar fra Anders Høeg Nissen

"Det har været helt overvældende, hvor meget godt der er kommet ud af en flok studerende, der bliver sat til at idéudvikle. De har holdt et konsistent professionelt niveau, både når det gælder deres samarbejde og deres produkt. Det har jeg været utroligt imponeret over.

Det har været enormt spændende at følge dem, dyb næsegrus beundring over deres håndtering fra min side, de er født ind i en hverdag, hvor de udvikler koncepter."


Kommentar fra Emil Spangenberg 

"De har researchet godt og sat sig ind i tingene. Der har været arbejdet rigtig godt både med præsentationerne og koncepterne."


Kommentarer fra vindergruppen 

"Det har været en fed oplevelse at være med, og få anerkendelse af det man lavede i Berlin."
Eva-Lis larsen Nugent, PBA i E-konceptudvikling, KEA København.

"Det har været godt at være en gruppe for at skabe dynamik." 
Miki Anthony, PBA i Webudvikling, Erhvervsakademi Sjælland, Campus Roskilde.

"Jeg har lært rigtig meget af at arbejde med folk med andre fagligheder."
Ditte Seier Caarstensen, Cand. it. stud. i interaktive digitale medier, Aalborg universitet.

"Det har været en super fed oplevelse at teste mine kreative evner, og jeg vil helt klart anbefale mine venner at deltage til næste år. Projektet ryger ind på CV'et med det samme."
Jeppe Kuld, Kreativ kommunikation, Danmarks medie- og journalisthøjskole.

"Jeg har fået et bedre netværk, der har andre kompetencer end mig, som jeg kan trække på."
Ann-Michelle Tanggaard, Multimedie Design and Communication, Nordic Multimedia Academy, Hansenberg