I Tråd Med Verden, en socialøkonomisk virksomhed KEA var med til at starte, tilbyder nu repair-service til virksomheder, hvor medarbejdere kan få fixet deres tøj i arbejdstiden – et win win og win frynsegode, der gør godt for både mennesker og klode.

Vi har det alle – sweateren med hul på ærmet, bukserne der skal lægges op, knapper der skal flyttes eller en lynlås, der ikke længere virker. Tøjet er alt for godt til at blive smidt ud, og det skal bare liiige fixes. Men det sker ikke.

I Tråd Med Verdens nye repair service klarer det for dig. Et team af to syersker og en designer rykker ud til virksomheder og reparerer medarbejdernes tøj i arbejdstiden. Som medarbejder skal du bare aflevere det, der skal repareres og rettes til, hvorefter du får det tilbage igen senere samme dag klar til brug.

For virksomhederne er det et frynsegode, der vækker glæde og lettelelse, men også en måde virksomhederne kan demonstrere klima- og social ansvarlighed:

”Genbrug og genanvendelse bliver let for både medarbejderne og virksomhederne. Derudover pynter det gevaldigt i ESG-regnskabet, fordi det er godt for klimaet og for de mennesker, man er med til at hjælpe via I Tråd Med Verden. Og det er en gave til medarbejderne, en aktiv gave,” siger Liv Bejer Heckmann, chef for design og udvikling hos ITMV.

”Flere rigtig store virksomheder har vist intens interesse, fordi det er en meningsfuld gave til medarbejderne. Og vores syersker elsker det - det er deres yndlingsbeskæftigelse, fordi de kan se, hvilken glæde og lettelse det bringer. Så det er virkelig win win.”

Også oplagt til uniformer og arbejdstøj

Skærmbillede 2024 02 27 kl. 11.39.51Servicen er også oplagt til de virksomheder, som har uniformer eller anden form for arbejdstøj, som kan blive repareret i stedet for at skulle kasseres og erstattes af nyt.

Og det er der et kæmpe miljømæssigt potentiale i. Et tidligere studie på KEA estimerede, at der udskiftes 4.200 tons arbejdstøj om året alene i forlystelsesparker i Danmark.
Hvis et stykke beklædnings levetid forlænges blot tre måneder, vil det reducere miljøpåvirkningen med 5-10 procent. Og de studerendes analyse viste, at 22 procent af de kasserede uniformer med fordel kunne repareres og dermed få forlænget levetiden.

”Vi har fx lige fået en henvendelse fra to museer, som gerne ville have repareret uniformer,” siger Liv Bejer Heckmann.

Ideen kom fra KEA-studerende

I Tråd Med Verden har to KEA-dimittender ansat og tager praktikanter fra KEAs design-uddannelse.

”Vi er meget glade for de studerende, der kommer fra KEA. Og vi har lige ageret case hos de studerende på Entreprenørskab & Design, hvilket faktisk var med til at sætte det her projekt i gang. Deres undersøgelser viste nemlig, at virksomhederne var meget interesserede i en repair-service,” siger Liv Bejer Heckmann.

Ser ressourcer

Skærmbillede 2024 02 27 kl. 11.59.39Siden 2010 har KEA-projektet I Tråd Med Verden løftet kvinder ind i beskæftigelse ved hjælp af håndarbejde. I dag er det en bæredygtig socialøkonomisk virksomhed, som blandt andet syer de klassiske Nørgaard-bluser og har en succesfuld webshop. Og I Tråd Med Verden er ikke længere forbeholdt etniske minoritetskvinder, men favner også stressramte og udsatte kvinder generelt.

”Vi har masser af dygtige og spændende borgere i landet, som kan byde ind med værdi til arbejdsmarkedet, selvom de ikke passer ind i den standardiserede beskrivelse af en medarbejder. Hos ITMV ser vi egenskaber og ressourcer før udfordringer. Vi kan give en plads, et fællesskab, et sted hvor der er brug for én, og en tro på sig selv og sin faglige kunnen. Det styrker livsværdien hos den enkelte - især dem som har mistet fodfæstet på arbejdsmarkedet og mangler en hjælpende hånd til at komme ind igen.

Samtidig skaber vi bæredygtigt, smukt dansk design ud af tekstiler, som ellers ville ende som affald. ITMV ser muligheder i ressourcer, som andre har kasseret. Vi arbejder med bæredygtighed i alle led og får tingene til at lykkedes,” siger Katja Lund, som er KEA-dimittend og nu er ansdat som designer og værkstedsmentor hos I Tråd Med Verden.

Er du interesseret i repair service, så kontakt Liv på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. og hør mere.

Om I Tråd Med Verden

I Tråd Med Verden er stiftet i 2010 som et samarbejde mellem Københavns Erhvervsakademi og Dansk Røde Kors og blev i 2018 registreret som en socialøkonomisk virksomhed i partnerskab med boligselskabet KAB.

I dag er ITMV en socialøkonomisk virksomhed finansieret gennem jobcentre, fondsmidler og via salg fra butik og webshop.

ITMV producerer gardiner, puder, tehætter og meget mere af genbrugsmaterialer, som sælges til private og på bestilling til virksomheder.

ITMV har lokaler i Lundtoftegade på Nørrebro, i Urbanplanen og i Farum.

Læs mere på itmv.dk