En efterfødselstrusse som både er mere bæredygtig, komfortabel og pæn sikrede Mette Hansen Grow Up-prisen ved de regionale mesterskaber i Entreprenørskab.

Man siger, at alle kan få gode ideer – det, der skiller iværksætter-fårene fra bukkene, er drive og stamina. Det må man sige, Mette Hansen har. Hun pendler dagligt fem timer fra Maribo på Lolland til KEA og studiet som Produktionsteknolog.

Og så har hun udviklet en helt ny efterfødselstrusse, som både er mere bæredygtig, komfortabel og pæn.

Dem der har født, vil vide, at gængse efterfødselstrusser er… en oplevelse.

mette hansen mewi21”Efter fødslen af min søn, blev jeg præsenteret for både ucharmerende og upraktiske nettrusser og efterfødselsbind, hvilket fik mig til at føle mig ydmyget og nedværdiget. Jeg indså, at der var et behov for mere komfortable og bæredygtige efterfødselstrusser,” siger Mette Hansen, som er mor til en snart 2-årig dreng.

”Efter at have undersøgt markedet fandt jeg ud af, at eksisterende efterfødselstrusser stadig kræver brug af bind eller er engangsprodukter uden genanvendelsesmuligheder. MEWI kombinerer funktionaliteten af engangshygiejneprodukter med bekvemmeligheden af menstruationstrusser som tilsammen udgør en komfortabel, bæredygtig og ikke mindst genanvendelig trusse som kvinder kan bløde direkte i efter fødslen.”

Ideer der gør verden til et bedre sted

MEWI udløste Grow Up-prisen på 5.000 kr. og en plads ved Danmarksmesterskabet i Entreprenørskab, som afholdes 4. juni på Nationalmuseet i København. Vinderen af Danmarksmesterskabet går videre til Europamesterskabet i Entreprenørskab, som afholdes på Sicilien i starten af juli.

“Det handler ikke bare om at stifte virksomheder, men om at verden bliver et bedre sted,” sagde Steen Enemarks Kildesgaard, rektor på KEA, ved åbningen af de regionale mesterskaber i Start Up Programme - en entreprenørskabskonkurrence arrangeret af Fonden for Entreprenørskab.

“Vi kan se gevinsterne ved, at vores studerende bliver trænet i den selvstændige måde at tænke på, som er nødvendig for at arbejde entreprenant,” fortsatte han.

Studiet støtter iværksætter-livet

Det gælder i høj grad Mette Hansen, som studerer til Produktionsteknolog på KEA: 

Skærmbillede 2024 05 08 095836”I mit studie har jeg draget stor nytte af undervisning i økonomi, virksomhedsteknik, produktudvikling og produktionsteknik. Desuden har jeg tilsluttet mig Startup Hubben, hvor jeg har modtaget uvurderlig vejledning og opbakning fra Jens Stanek. Han har bl.a. introduceret mig til iværksætterpraktik, som jeg ser frem, fordi det vil gavne mig i mit fremtidige job som selvstændig.”

Mette Hansen jonglerer mellem fuldtidsstudie, semesterprojekt, deltagelse i DRM, Det Cirkulære Laboratorium på Roskilde Festival 2024 og rollen som fuldtidsmor.

"Det er en utrolig følelse at blive anerkendt for det produkt, jeg har brugt så meget tid og energi på at udvikle. Og det giver mig endnu mere drive til at få produktet ud på markedet, så alle kan nyde dets fordele. Jeg er dybt taknemmelig for støtten og anerkendelsen, og jeg lover at fortsætte med at arbejde hårdt for at gøre min vision til virkelighed. Tak til alle, der har troet på mig og min idé!"

Pengepræmien går til fremstilling af prototyper

Pengepræmien skal gå til indkøb af tekstiler til fremstilling af prototyper. Vinder hun de 50.000 kr. ved Danmarksmesterskaberne, skal de investeres i oprettelse af hjemmeside og webshop samt markedsføring af merchandise.

Ved de regionale mesterskaber deltog over 100 studerende fra uddannelsesinstitutioner i den østlige del af landet med 35 iværksætter-ideer. Formålet med mesterskaberne er, at de studerende kan få trænet deres entreprenante kompetencer, få sparring og feedback på deres idéer fra erfarne erhvervsfolk og eksperter fra den offentlige sektor og forhåbentlig blive motiveret til at arbejde videre med deres idéer og/eller få nye idéer.