Vil du programmere robotter og fremtidens produktionssystemer?
Hvis programmering, gode jobmuligheder og høj startløn lyder interessant, er Automationsteknologuddannelsen måske noget for dig. Her lærer du at programmere maskiner og anlæg i industrien, fx til produktion af medicin eller fødevarer. I løbet af de 2 år, uddannelsen varer, lærer du om alle typer af automatiske systemer; fra de små maskiner til store anlæg, til hele produktionslinjer og robotter. Ud over at programmere maskinerne lærer du også at styre automationsprojekter.
Der er mangel på kompetent arbejdskraft i automationsbranchen, så som nyuddannet automationsteknolog er ledigheden på kun 4 %. Dertil ligger startlønnen ifølge UddannelsesZoom på 35.800-49.500 kr.
Praktikum
Tilmeld dig vores værkstedsskole og bliv bedre rustet til uddannelsen.
Studiets indhold og opbygning
Automationsteknologuddannelsen er en kort og teknisk smal og dyb uddannelse med fokus på teori og praksis og en høj grad af specialisering, hvor det er helt tydeligt igennem uddannelsen, hvad man kommer til at arbejde med i praksis som færdiguddannet.
Automationsteknolog er en erhvervsakademiuddannelse, der varer 4 semestre (2 år). Uddannelsen udgør i alt 120 ECTS-point.
Uddannelsen består af bl.a. programmering, regulering, robotteknologi og projektledelse. Herunder kan du læse, hvad de enkelte fagområder omhandler, og hvad du lærer om på uddannelsen.
Fagområder
Under uddannelsen får du undervisning i følgende:
-
Programmering
Programmering er kernen i uddannelsen. Måske du allerede kender til programmeringssprog som HTML, C+ eller PLC Ladder eller måske er programmering helt nyt for dig. Uanset hvad, klæder uddannelsen dig på med grundlæggende og videregående automationsspecifikke programmeringskompetencer inden for maskinstyring herunder grafisk og tekstbaseret programmeringssprog.
De programmeringssprog, vi arbejder med, er PLC Ladder, SCL, STL, FBD (function block diagram) og Graph. Derudover får du en introduktion til Python; et sprog vi bruger til brugerflade- og databaseprogrammering.
-
Regulering
I mange industrielle anlæg er der noget, der skal reguleres. Det kan fx være flow af vand, varme eller temperatur, som man gerne vil skrue op eller ned for ved hjælp af pumper, ventiler og lignende.
I reguleringsfagene på uddannelsen lærer du matematikken og teorien bag det at regulere en proces så optimalt som muligt. Det kan f.eks. være regulering af, hvor meget varme der skal føres igennem nogen rør. Dertil lærer du igennem praktisk værkstedsarbejde at styre reguleringsanlæg i praksis i vores reguleringslab.
-
Robot
En robot er i bund og grund en automatisk maskine, der skal programmeres for at fungere. I robotundervisningen lærer du om forskellige typer af industrirobotter og de udfordringer, der ligger i at programmere en robot i modsætning til fx et procesanlæg.
Undervisningen foregår primært i vores robotlab, hvor du kommer til at arbejde med programmering af bl.a. robotarme og vision-systemer.
-
Projektledelse og forretningsforståelse
Selvom uddannelsen er en dyb og målrettet programmeringsuddannelse, er der også undervisning i projektledelse og forretningsforståelse.
Du lærer at planlægge og styre et automationsprojekt og forstå de forretningsmæssige aspekter set i forhold til bl.a. kunder og marked, som det forventes af en automationsteknolog.
Undervisningen klæder dig desuden på til at kunne arbejde med projektledelse i automationsbranchen som færdiguddannet automationsteknolog.
-
Understøttende fag og moduler
For at have den praktiske baggrundforståelse for bl.a. el-teknikken bag en PLC og de maskinsikkerhedsmæssige love og regler, man skal overholde som programmør, indeholder uddannelsen en række understøttende fag og moduler, der skal underbygge dit arbejde i de øvrige fag.
Ud over de tekniske støttefag i bl.a. matematik og fysisk, elteknik og maskinsikkerhed, er der undervisning i studiestøttende aktiviteter som bl.a. læseteknik, research, opgaveskrivning mm. Er det længe siden, du har lavet skriftlige opgaver, eller har du ikke lavet skriftlige opgaver før, skal du altså ikke være bekymret; det klæder undervisningen dig på til.
Praktik
I de første 10 uger af 4. semester skal du i praktik i en virksomhed i automationsbranchen. Her skal du arbejde med opgaver, som en færdiguddannet automationsteknolog vil kunne blive sat til. Det kan f.eks. være programmering af en proceslinje hos en kunde under vejledning af din praktikvejleder i din praktikvirksomhed. Du får herved prøvet din læring fra uddannelsen af i praksis i samarbejde med en virksomhed.
Du har selv ansvar for at finde din praktikplads, men KEAs praktikkoordinator står klar til at hjælpe dig med praktiske spørgsmål.
Afgangsprojekt
Som afslutning på uddannelsen skal du skrive et afgangsprojekt, som du selv definerer indholdet af i samarbejde med en virksomhed. Med projektet skal du udarbejde en løsning på en automationsmæssig problemstilling, virksomheden står overfor. Projektet ligger i forlængelse af praktikken, og det er typisk praktikvirksomheden, man skriver sit afgangsprojekt i samarbejde med. Dette er dog ikke et krav.
Projektet kan fx omhandle en løsning til, hvordan en manuel proces kan automatiseres. Det kan måske være et lager, der gerne vil gå væk fra at plukke varer manuelt til at have maskiner til at plukke varer. Projektet kan fx også omhandle, hvordan man kan optimere af en automatiseret proces ved hjælp af udskiftning af komponenter, eller hvordan man i praksis kan lykkes med implementering af robotter i produktionen. Det kan fx også være et projekt, der undersøger, hvordan data kan sikres i en cloudløsning. Mulighederne er mange. Du vælger som sagt selv dit emne ud fra interesse og praktiske muligheder.
Mere information
Hvis du vil vide mere i detaljer om uddannelsen og fagene, kan du læse om det i studieordningen.
Hvad er en PLC?
PLC står for Programmable Logic Controller og er en lille industricomputer, som styrer et automatisk anlæg. Afhængig af type af PLC skal den programmeres ud fra et bestemt kodesprog. På uddannelsen lærer du forskellige kodesprog, så du kan programmere de fleste typer af PLC’er som færdiguddannet.
Hvad er en HMI?
HMI står for Human-Machine Interface og er en brugerflade eller et operatørpanel, hvorfra en operatør kan styre en maskine. På uddannelsen lærer du at programmere og opsætte HMI’er til at styre de automatiske anlæg med.
Kender du til nøgleskemaer?
Har du som fx elektriker eller automatiktekniker programmeret PLC’er eller arbejdet med nøgleskemaer før? Så vil automationsarbejdet være noget, du vil kunne genkende. Især i starten af uddannelsen arbejder vi med at forstå et anlægs opbygning og funktion, og her kan du med fordel lære fra dig over for dem, der ikke har samme erfaring.
Video fra Åbent Hus
Se oplægget om uddannelsen Automationsteknolog. Oplægget er en optagelse fra Åbent Hus d. 22. februar 2023.
Labs og værksteder
På Automationsteknologuddannelsen har vi flere forskellige labs, som undervisningen foregår i, herunder Robot Lab, Produktionslab og Reguleringslab. På KEA er der også andre værksteder, du frit kan bruge – fx Lab 16 og Maker Lab med 3D-printere, CNC-fræsere med mere.
Labs for alle studerende på KEA
-
Circular Lab
Circular Lab arbejder med materialer og nye forretningsideer med et cirkulært mindset.
Circular Lab er et nyt lab på KEA og er under udvikling.
Som en del af Circular Lab finder du Material ConneXion. I Material ConneXion finder du fysiske prøver, udvikling og information om de nyeste materialer.
-
Lab 16
Lab 16 er et prototypeværksted indenfor AM/3D print og SMD Elektronik.
Lab 16 specialiserer sig i AM/3D print og SMD Elektronik, men har også en bred vifte af prototype/produktionsmaskiner som laser cutter, CNC-fræsere, sprøjte støber og printer cutter.
Lab 16 er for studerende, alumner og samarbejdspartnere.
UDSTYR OG MASKINER
I Lab 16 kan du fx finde:
- Air Brush
- 3D printere
- 3D scanner
- Sticker printer
-
Maker Lab
Maker Lab er et prototypeværksted for KEAs studerende, undervisere og medlemmer af samarbejdende institutioner.
Studerende på KEA kan bruge Maker Lab i samspil med projekter og aktiviteter i løbet af deres uddannelse.
UDSTYR OG MASKINER
I Maker Lab kan du fx finde maskiner til:
- Laserskæring
- 3D print
- CNC fræsning
- Digital tekstilprint
- Serigrafi
- Folieprint/-skæring
-
Tech & Story Lab
Tech & Story Lab er et lab med fokus på ny teknologi for KEAs studerende, undervisere og øvrige ansatte.
I Tech & Story Lab kan du eksperimentere med ny teknologi og på egen hånd lære at arbejde med forskelligt udstyr. Vi har alt lige fra kameraer, mikrofoner og lysudstyr til VR-gear, AI-teknologier, RaspberryPi’s og meget mere.
Derudover har Tech & Story Lab et podcast studie og mange andre spændende faciliteter på vej.
UDSTYR OG MASKINER
I Tech & Story Lab kan du fx finde udstyr indenfor:
- Foto/Lyd/Video
- Kunstig intelligens
- Virtual Reality
- IoT (Internet of Things)
- Computere og mobile enheder
Studieform
Undervisningen på uddannelsen foregår både som klasseundervisning og som gruppearbejde i og uden for labs, hvor du med dine medstuderende skal løse opgaver og projekter baseret på konkrete cases fra automationsbranchen.
I starten af et semester er undervisningen primært bygget op omkring klasseundervisning. Undervisningen foregår i mindre hold og ikke i store forelæsningssale, så det er nemt at spørge underviserne til råds og få hjælp, hvis programmeringen driller. Undervisningen er en stærk kobling mellem teori og praksis, og der er fokus på at arbejde med læringen hands-on i det praktiske arbejde med PLC’er, robotter og det øvrige udstyr.
Undervejs igennem et semester bliver undervisningen afløst af vejlederbaseret undervisning i forbindelse med udlevering af projektopgaverne. I projektopgaverne er det vigtigt, at du bruger dine projektledelsesværktøjer til at planlægge og styre projektet så godt som muligt i mål. Det kræver, at du både kan yde en selvstændig indsats, samtidig med at du kan samarbejde med dine medstuderende.
Projektsamarbejdet træner dig til at kunne deltage i den form for samarbejde, der er krævet af dig som færdiguddannet automationsteknolog.
Dit vigtigste værktøj igennem hele studiet er din computer. Se computerkrav nederst på siden under Praktisk information / Udgifter.
Ekskursioner og studieture
På uddannelsen arrangerer vi ekskursion til automatikmessen i Brøndby, der foregår hvert andet år, samt studietur til den store automationsmesse Hannover-messen, som forløber hvert forår. Her er der mulighed for at se den nyeste udvikling inden for automationsbranchen og netværke med både danske og internationale virksomheder i branchen.
Transport, kost og logi i forbindelse med studieturen til Hannover er med egenbetaling. Vi opfordrer til at søge sponsorater i god tid og på anden vis indhente tilbud på transport og overnatning samlet i klassen. Tidligere studerende har været gode til at arbejde sammen om dette, så egenbetalingen har været minimal.
Er du i tvivl, om du kan klare studiet?
På KEA hjælper vi hinanden, og du har gode muligheder for at få hjælp og støtte undervejs i dit studie. Du og dine medstuderende kommer med vidt forskellige baggrunde, og der er stor fokus på at hjælpe hinanden i gruppearbejde og i projekter. Det betyder, at du fx kan få hjælp til det praktiske arbejde, hvis du ikke har erfaring med det, eller med det teoretiske, hvis du kommer med mere hands-on erfaring.
Du kan desuden få SPS, hvis du har enten en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det kan fx være, hvis du er ordblind, har dårligt knæ eller andre udfordringer.
Hvad kræver det at gå på KEA?
En uddannelse er mere end bare at møde op til og deltage i undervisningen. Studieaktivitetsmodellen viser dig, hvad der som minimum forventes af dig som studerende på KEA.
Uddannelserne på KEA er fuldtidsuddannelser, hvilket betyder, at du skal regne med i snit at bruge ca. 43 timer om ugen på din uddannelse. Den tid er delt op i forskellige aktiviteter, som fx undervisning og forberedelse.
Læs mere om studieaktivitetsmodellen
På denne side kan du også få tips til at planlægge din tid, mens du studerer på KEA.
Samarbejde med erhvervslivet
På uddannelsen er der et tæt samarbejde med erhvervslivet. Vi benytter os jævnligt at oplægsholdere fra branchen; f.eks. robotleverandører og andre, der fortæller om den nyeste teknologiske udvikling i branchen.
Vi tager også på virksomhedsbesøg og ser og hører om, hvordan virksomhederne arbejder med automation, hvordan deres anlæg fungerer osv. Vi har tidligere været på besøg hos blandt andre Chr. Hansen, NNE, Grafisk Maskinfabrik og Poul Johansen Maskiner (PJM) - for bare at nævne nogen eksempler.
Studiemiljø på KEA
På KEA tilbyder vi en række sociale faciliteter og muligheder som caféer og barer, bibliotek og bordfodbold, hyggekroge og tagterrasser. På vores adresse på Lygten 16 hedder fredagsbaren Bar 16, hvor du kan være med som frivillig eller bare hænge ud. Du er også velkommen i KEAs øvrige fredagsbarer, Guldbar på Guldbergsgade og Monkeybar på Prinsesse Charlottes Gade.
Nyheder fra og om uddannelsen
Karriere og fremtid
En færdiguddannet automationsteknolog får typisk arbejde som automation engineer, projektleder, rejsemontør eller programmør. Dette kan fx være inden for medicinalindustrien, i fødevareindustrien eller i maskinbyggervirksomheder.
Selvom automationsbranchen i sig selv er forholdsvis lille, er berøringsfladen med alle industriens brancher bred. Der er behov for automatisering over alt i industrien; i medicinalindustrien, fødevareindustrien, transportbranchen, byggebranchen, inden for kraftværk og energiforsyning med mere.
I alle grene af industrien kan du komme til at arbejde med fx planlægning og opbygning af automatiske anlæg, softwareprogrammering, indkøring af anlæg, optimering og automatisering af tekniske innovative processer osv. Det kan f.eks. være et medicinalfirma med mange automatiserede produktionssystemer, der skal have opbygget eller vedligeholdt produktionslinjer af medicin, hvor du kan være den, der får de store maskiner eller robotter til at køre. Interesserer du dig for projektledelse, er der også gode jobmuligheder i bl.a. rådgivende automationsvirksomheder.
Igennem din praktik og dit afsluttende projekt har du god mulighed for at specialisere dig inden for opgaver og standarder mm. inden for lige præcis den branche, du finder allermest spændende.
Løn og ledighed
Du kan finde information omkring løn og ledighedstal for nyuddannede fra Automationsteknolog på UDDANNELSESZOOM.DK.
Uddannelseszoom har også mange andre interessante informationer omkring uddannelsen og jobmulighederne, og du kan sammenligne uddannelsen med andre uddannelser.
Læs videre
Som automationsteknolog har du mulighed for at tage en top-up-uddannelse, der varer halvandet år, så du får en professionsbacheloruddannelse (PBA). Du kan tage top-up-uddannelser flere steder på Sjælland - på KEA eller hos andre erhvervsakademier.
PBA i Energimanagement
PBA i Produktudvikling og Teknisk Integration
PBA Innovation og Entrepreneurship
- Læs om uddannelsen på ug.dk
- Læs på Cphbusiness
- Læs på Zealand
Datanalyse
- Læs mere på ug.dk
- Læs på Cphbusiness
Du kan kontakte studie- og karrierevejlederen, hvis du ønsker vejledning omkring opbygningen af det danske uddannelsessystem og omkring generelle muligheder for videre- og efteruddannelse.
KEA Klar
Hvis du har søgt ind på en af de ledige pladser på Automationsteknolog, skal du deltage i det obligatoriske informationsmøde 'KEA Klar'.
På ’KEA klar’ kommer du til at høre mere om Automationsteknolog-uddannelsen, så vi (og du) er sikre på, at du er klar til at starte på uddannelsen ud fra et realistisk og oplyst grundlag, selvom du er kommet sent i gang med at søge ind.
’KEA klar’ finder sted d. 15. januar 2019 kl. 15 på:
Prinsesse Charlottes Gade 38
Bygning E, lokale ’Maskinhallen’
DK-2200 Kbh. N.
Du kan stadig nå at starte på Automationsteknolog til februar 2019. Du kan søge om optagelse frem til midt i januar.
Det kan være en mulighed for dig, som er kommet sent i gang med at søge videregående uddannelse, eller som ikke har fået tilbudt plads på den uddannelse, du har søgt ind på. Du skal fortsat opfylde adgangskravene, der står beskrevet ovenfor.
KEA klar
Selvom du opfylder kravene, kan du kun blive optaget, hvis du deltager i et obligatorisk informationsmøde på KEA d. 15. januar 2019 kl. 15. Vi kalder mødet ’KEA klar’ og for at blive optaget på uddannelsen, skal du altså deltage i mødet.
På ’KEA klar’ kommer du til at høre mere om Automationsteknolog-uddannelsen, så vi (og du) er sikre på, at du er klar til at starte på uddannelsen ud fra et realistisk og oplyst grundlag, selvom du er kommet sent i gang med at søge ind.
’KEA klar’ finder sted d. 15. januar 2019 kl. 15 på:
Prinsesse Charlottes Gade 38
Bygning E, lokale ’Maskinhallen’
DK-2200 Kbh. N.
Søg ind
Inden du søger ind, kan det være en god ide at finde alle relevante papirer frem. Efter du har sendt din ansøgning, vil du få en mail, der beskriver, hvordan du sender dine dokumenter til os.
Søg ind på uddannelsen
Hvis du har spørgsmål til ansøgning og optagelse, kan du kontakte Optagelsessekretariatet på applicant@kea.dk.
Adgangskrav
Vil du søge ind på Automationsteknolog, skal du opfylde vores adgangskrav. Du kan læse nærmere om, hvilke krav der er i punkterne nedenfor.
Adgangskrav for optagelse på KEA
-
Adgang via gymnasial eksamen
Du skal have bestået Matematik C for at kunne søge ind på uddannelsen, hvis du kommer fra en gymnasial uddannelse.
Specifikke adgangskrav: Matematik C
-
Adgang via relevant erhvervsuddannelse
Hvis du har en af følgende erhvervsuddannelser, kan du komme ind på uddannelsen:
- Automatik- og procesuddannelsen (med specialer eller trin 2)
- Bådmekaniker
- CNC-tekniker
- Cykel- og motorcykelmekaniker (trin 1 knallertmekaniker, trin 2 cykelmekaniker og trin 2 motorcykelmekaniker)
- Data- og kommunikationsuddannelsen (med specialer eller trin 2)
- Elektrikeruddannelsen (med specialer)
- Elektronik- og svagstrømsuddannelsen
- Entreprenør- og landbrugsuddannelsen (speciale entreprenørmaskinmekaniker, kranmekaniker, landbrugsmaskinmekaniker, landbrugssmed eller personliftmekaniker)
- Finmekanikeruddannelsen (speciale finmekaniker eller våbenmekaniker)
- Flymekaniker
- Industritekniker (specialer og trin 2 og 3)
- Køletekniker
- Lastvognsmekaniker (trin 2)
- Maskinsnedker
- Personvognsmekaniker (trin 2)
- Plastmager
- Procesoperatør (trin 2)
- Skibsmekaniker
- Skibsmontør
- VVS-energiuddannelsen
- VVS-uddannelsen
- Værktøjsuddannelsen (med specialer)
-
Adgang via 3-årig erhvervsuddannelse
Hvis du har fuldført en erhvervsuddannelse med en normeret varighed på 3 år eller mere (som ikke er nævnt på listen ovenfor), skal du have bestået Matematik C for at kunne søge ind på uddannelsen.
Specifikke adgangskrav: Matematik C
-
Anden adgang
Hvis du har taget adgangseksamen til ingeniøruddannelsen, kan du søge ind på uddannelsen.
-
Optagelse med særlig tilladelse
Hvis du ikke opfylder de formelle adgangskrav, kan du søge om optagelse med særlig tilladelse på baggrund af en individuel konkret vurdering (IKV).
I en IKV vurderer KEA, om dine samlede kompetencer kan sidestilles med opfyldelse af de formelle adgangskrav til uddannelsen. Du skal dokumentere kompetencer, der kan sidestilles med opfyldelse af de formelle adgangskrav, og du skal dokumentere, at du opfylder de specifikke adgangskrav.
Hvis du ønsker at søge om optagelse med særlig tilladelse, skal du overholde følgende ansøgningsfrister:
- Sommeroptag: 15. marts kl. 12.00
Nedenfor kan du læse mere om ansøgningsprocessen samt finde ansøgningsskemaet til IKV:
Studiestart på uddannelsen
Der er studiestart på uddannelsen d. 26. august 2024.
Optagelse
Hvis du vil søge ind på Automationsteknolog, kan du læse mere om, hvordan du ansøger og hvad processen er nedenfor.
-
Sådan ansøger du
Sommeroptag
Uddannelsen er tilsluttet den Koordinerede Tilmelding (KOT). Du kan søge optagelse i enten kvote 1 eller kvote 2.
I kvote 1 bliver du optaget på baggrund af din adgangsgivende gymnasiale eksamen.
I kvote 2 bliver du optaget på dine samlede kvalifikationer, herunder også en eventuel adgangsgivende erhvervsuddannelse. Alle kvote 2-aktiviteter skal dokumenteres med relevante bilag. Du kan læse mere om hvilke kriterier der er for kvote 2 under "Kvote 2 kriterier"
Du skal søge elektronisk på www.optagelse.dk
Alle bilag til din ansøgning skal indsendes samtidig med ansøgningen og senest på dagen for ansøgningsfristen.
Optagelsesområdets nr.: 70310
-
Ansøgningsfrist
Sommeroptag
Du kan søge ind fra 1. februar.
Fristen for kvote 1 er den 5. juli kl. 12.
Fristen for kvote 2 er den 15. marts kl. 12.
NB: Søger du optagelse med særlig tilladelse/IKV er ansøgningsfristen 15. marts kl. 12.
Alle ansøgere skal ansøge online på www.optagelse.dk. Alle bilag til din ansøgning skal indsendes samtidig med ansøgningen og senest på dagen for ansøgningsfristen.
-
Adgangskvotient
2,1 (sommer 2023)
-
Hvad er kvote 1
Kvote 1 er for dig, der har en gymnasial eksamen og opfylder eventuelle specifikke adgangskrav til den søgte uddannelse. Kravene skal være opfyldt enten som en del af den gymnasiale uddannelse eller ved efterfølgende supplering.
I kvote 1 bliver du optaget efter dit karaktergennemsnit fra den gymnasiale eksamen.
For at kunne søge gennem kvote 1 skal du have en af følgende eksamener:
- STX
- HF (fuldt bevis)
- HHX
- HTX
- EUX
- EUX 1. del (merkantil
- GIF
- Gymnasial eksamen fra Færøerne eller Grønland
- Eksamen fra Duborg-Skolen og A. P. Møller Skolen
Du skal altså have en fuld gymnasial eksamen med et samlet karaktergennemsnit.
-
Hvad er kvote 2
I kvote 2 optages du med et andet adgangsgrundlag end en gymnasial eksamen.
Du kan søge ind i kvote 2 hvis du:
- Har en erhvervsuddannelse
- Har en udenlandsk adgangsgivende eksamen
- Har Steiner eksamensbevis
- Har adgangskursus til ingeniøruddannelserne
- Søger dispensation fra kandidatreglen
- Søger optagelse med særlig tilladelse
- Søger genindskrivning/genoptagelse
Du kan også søge i kvote 2 selvom du har en gymnasial eksamen og gerne vil vurderes på mere end dit eksamensgennemsnit.
I kvote 2 fordeles pladserne på baggrund af enten optagelsesprøve (kun på designuddannelser) eller efter samlet antal kvote 2 point.
-
Kvote 2 kriterier
Hvis du ønsker at søge optag i kvote 2, bliver du optaget på dine samlede kvalifikationer, herunder også en eventuel adgangsgivende erhvervsuddannelse.
Ved kvote 2 lægges vægt på følgende yderligere kvalifikationer:
- Erhvervserfaring op til et år, dog mindst tre måneder, og med minimum 30 timer pr. uge - herunder også værnepligt og praktik. Praktikken må ikke være en del af den adgangsgivende uddannelse. Dokumentationen kan være ansættelseskontrakter, lønsedler eller ATP-udskrifter.
- Andre aktiviteter i minimum 3 måneder som fx højskoleophold eller udlandsophold (ikke ferie). Frivilligt arbejde svarende til mindst 3 måneders fuldtidsbeskæftigelse kan også indgå i vurderingen. Dokumentationen kan være beviser, kontrakter, flybilletter, rejseplan, udtalelser m.v.
- Karaktergennemsnit fra den adgangsgivende gymnasiale uddannelse.
- Du skal ikke skrive en motiveret ansøgning. Det er dine dokumenterede aktiviteter, der tæller i kvote 2.
Alle kvote 2-aktiviteter skal dokumenteres med relevante bilag, når du søger ind.
-
Kandidatreglen
Hvis du har gennemført en kandidatuddannelse, kan du kun optages på en erhvervsakademi- eller professionsbacheloruddannelse, hvis der er ledige pladser. Dette gælder, uanset om der er tale om en dansk eller en udenlandsk kandidatuddannelse.
Du kan søge om dispensation for kandidatreglen, hvis der foreligger usædvanlige forhold.
Fristen for at søge om dispensation for kandidatreglen er 15. marts kl. 12.00 (sommeroptag)
-
Nedjustering af gennemsnit
Har du afsluttet din gymnasiale eksamen efter 1. maj 2022 og derefter suppleret din eksamen med gymnasiale fag, vil de karakterer du opnår via gymnasial supplering indgå i det samlede karaktergennemsnit fra dit gymnasiale eksamensbevis. Det kaldes nedjustering eller genberegning. Nedjusteringen sker, hvis karakteren fra suppleringsfaget trækker gennemsnittet ned. Det gælder kun på de uddannelser, hvor du skal supplere for at opfylde adgangskravene.
Læs mere om reglerne her: www.ug.dk
-
Genoptagelse/Genindskrivning
Såfremt du tidligere har været indskrevet på en uddannelse – enten på KEA eller et andet erhvervsakademi – og ønsker at fortsætte på den samme uddannelse, gælder der særlige procedurer, afhængigt af din situation.
Læs mere her
-
Overflytning til KEA
Du kan søge om overflytning, hvis du studerer på samme uddannelse på et andet dansk uddannelsessted.
Overflytning kan tidligst ske når du har gennemført 1. studieår. Ansøg om overførsel fra en anden uddannelsesinstitution ved at udfylde dette ansøgningsskema
Du kan læse mere om overflytning på siden om ansøgning og optagelse
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om, hvordan du søger ind, merit, overflytning til KEA m.m., så kan du blive klogere på Ansøgning og optagelse
Overvejer du at søge ind?
Vi holder altid åbent hus den sidste onsdag i februar og den første onsdag i november.
Kontakt
Har du spørgsmål til uddannelsens indhold, kan du kontakte vores studievejledere. Er dine spørgsmål af mere praktisk karakter omkring fx ansøgning og optagelse, så sidder KEA Optag klar til at hjælpe dig.
Spørgsmål om optagelse og ansøgning
Kontakt Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring på 46 46 07 00.
Du kan ringe mandag-fredag kl. 10-12.
Spørgsmål om studievalg, studieforløb og karrierevalg
Kontakt studie- og karrierevejledningens callcenter på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. eller ring på 46 46 00 62 i telefontiden: mandag, tirsdag, torsdag og fredag mellem kl. 10 og 12. Vær opmærksom på, at studie- og karrierevejlederne varetager telefonen på skift i callcenteret, og det er derfor ikke sikkert, at du kan få fat i en specifik studie- og karrierevejleder samme dag.
Få svar i vores FAQ
Hvis du har generelle spørgsmål om at læse på KEA, kan du måske finde svar i vores FAQ. Der findes svar på de mest stillede spørgsmål om ansøgningsfrist, optagelse, studieforløb m.m.
Praktisk information
Her har vi samlet en masse praktiske informationer om Automationsteknolog
Praktisk info om uddannelsen
-
Sprog
Uddannelsen udbydes på dansk.
-
Studiested
Undervisningen på uddannelsen foregår på:
Lygten 16
2400 København NV -
Studiestart
Der er studiestart på uddannelsen i slutningen af august.
Du kan altid se den præcise dato under Studiestart på uddannelsen.
-
Økonomi
Uddannelsen er SU-berettiget.
-
Udgifter
Det er vigtigt, at du har en stærk computer, når du starter på uddannelsen. Den software, der bruges på uddannelsen, kræver en stærk maskine, og softwaren installeres allerede i introdagene. Sørg derfor for at have en computer klar fra start, som lever op til nedenstående krav:
- Processor: Core i5-6440M, 3.4 GHz
- Hukommelse: 32 GB RAM
- Harddisk: 1 TB
- Skærmopløsning: 1920 x1080 px
- Operativsystem: Windows 10 64 bit
- Netværkskort: 5 GHz trådløst (tilslutning til KEAs trådløse netværk)
- Tilslutninger: Displayport / HDMI (til KEAs projektorer)
- Ethernet stik (kan køres via USB)
Hvis du vælger at købe en Mac-computer, skal du sikre dig, at der kan installeres et Windows operativsystem på den. Der vil på studiet blive arbejdet med programmer, der ikke er udviklet til Mac.
Du vil som studerende få adgang til de fleste af Microsofts produkter, herunder Office 365, uden at det koster dig noget. KEA har indgået aftaler med Microsoft om gratis licenser, som er gældende, så længe du er studerende.
Du skal under studiet også forvente udgifter til køb af bøger. De fleste af bøgerne kan evt. lånes på KEAs bibliotek. Bogliste vil blive uploadet på en hjemmeside, som du vil få adgang til før studiestart.
-
Studieordning
Se tidligere studieordninger
Du kan finde tidligere studieordninger i vores arkiv over studieordninger
-
Ordensregler
KEA har et sæt overordnede regler for adfærd, som gælder for alle.
-
Diploma Supplement
KEA udsteder automatisk Diploma Supplement som tillæg til eksamensbeviset for alle afsluttede uddannelser fra KEA.
Diploma Supplement er et engelsksproget tillæg til eksamensbeviser for videregående uddannelser.
Diploma Supplementet skal fremme den internationale mobilitet og uddannelsernes gennemsigtighed ved at give færdiguddannede fyldestgørende dokumentation for den uddannelse, de har gennemgået, herunder oplysninger om indhold, omfang, niveau og erhvervsmæssige sigte.
Desuden indeholder Diploma Supplement en beskrivelse af KEA og det danske uddannelsessystem.